Skip to the content

Information om nedlukning i Egedal Musikskole

Så er vi desværre også blevet ramt af en nedlukning i Egedal Musikskole. Nedlukningen  træder i kraft allerede i overmorgen - onsdag d. 9. december frem til og med den sidste undervisningsdag fredag d. 18. december. Hvis vi kan genoptage undervisningen efter jul er første undervisningsdag mandag d. 11. januar 2021.

I morgen tirsdag er al undervisningen som planlagt og med fysisk tilstedeværd af elever og lærere. Fra på onsdag vil kun soloundervisningen gennemføres - men som fjernundervisning. Soloundervisningen gennemføres i den normalt planlagte skematid. Så hvis man har tid fra kl. 14:35-14:55 er konsultationstiden den samme. Fjernundervisningen bliver på Zoom eller ved et telefonopkald fra læreren. Der må påregnes minimum 10 minutter til at logge af og på, når man bruger Zoom.

NB! Husk at melde afbud til jeres lærer, hvis I ikke kommer. Her er et overblik over, hvordan aktiviteterne bliver:

  • Al fysisk undervisning og øvrige fysiske aktiviteter LUKKES NED fra på onsdag d. 9. december og erstattes delvist af digital hjemmeundervisning.
  • Al soloundervisning FORTSÆTTER frem til og med d. 18. december på Zoom som skemalagt. Såfremt eleven ikke har adgang eller mulighed for at bruge Zoom, kan man bruge telefonopkald fra læreren. Forvent minimum 10 minutter af solotiden til at logge ind/ud på Zoom.
  • Alle betalingshold AFLYSES (Billedkunst, Rytmikhold, Instrumenthold, Børnemusical, Kor, Fællestime, Degnebakken) foreløbig frem til og med d. 3. januar 2021 med tilbagebetaling efter gældende regler.
  • Alle sammenspilshold inklusiv kor AFLYSES foreløbig frem til og med d. 3. januar 2021.
  • Folkeskolesamarbejde: Al undervisning og aktiviteter i partnerskabsaftaler, øvrig musikundervisning og OrkesterMester AFLYSES foreløbig frem til d. 11. januar 2021.

I vil få besked om, hvordan og hvorledes vi kan fortsætte jeres undervisning i dagene op til d. 11. januar. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at vi skal have en pause igen med at ses fysisk. Indtil da håber vi, at I kan blive ved med at have kunsten og musikken inde på livet og nyde tiden med dem, I kan være nære med.

Egedal Musik- og Kulturskole