Skip to the content

 

Fokuslinjen

Nyt fokus på Fokuslinjen: sammenspil og fællesskabelse

Er du fyldt 13 år, og går du i Musik- og Kulturskolen?
Spiller du sammen med en eller flere andre i en gruppe eller et band, eller kunne du tænke dig at være med til at starte noget nyt?
Elsker du at øve dig og blive bedre sammen med andre? Kunne du tænke dig at udvikle dig med andre, der også brænder for musik, og lære at stå på egne ben? Så er Fokuslinjen noget for jer!

  • Fokuslinjen er et tilbud til engagerede og initiativrige elever, der har lyst til at udvikle sig sammen i et band eller en gruppe.
  • På Fokuslinjen får I undervisning af et team af dygtige lærere, der tager udgangspunkt i jeres gruppe. I er selv med til at bestemme, hvad undervisningen skal handle om. Det kunne for eksempel være sammenspil, øvning, hørelære/teori, udtryk, musikforståelse, arrangement/komposition/musikalsk skaben, PR/management. Undervisningen kan tilrettelægges som workshops eller som løbende undervisning eller en kombination - det aftaler I og lærerne i fællesskab.
  • For at komme på Fokuslinjen skal I være minimum to elever, der spiller sammen (I behøver ikke have spillet sammen længe). I skal lave en fælles ansøgning på skrift eller video – se herunder.
  • Der følger et ansvar med at være Fokuslinje-gruppe: I skal tage initiativ og have gå-på-mod, I skal deltage i fælles aktiviteter, og I skal øve jer.
  • Fokuslinjen er gratis for elever, der går til instrument/sang i Musik- og Kulturskolen.
Ansøgningsspørgsmål

I skal lave en ansøgning på skrift eller video. I ansøgningen skal I besvare disse punkter:

  • Fortæl om jeres gruppe - navn, medlemmer, alder, den musik I spiller, hvordan I arbejder eller ønsker at arbejde sammen.
  • Beskriv et konkret udviklingsmål for gruppen - hvad vil I gerne have hjælp til at lære?
  • Beskriv hvordan I med hjælp fra lærerteamet forstiller jer at arbejde hen imod målet.
  • Hvilke koncerter og projekter kunne I tænke jer at deltage i?
  • Hvordan kan jeres gruppe bidrage og være til glæde for Egedal og andre elever i Egedal Musikskole? 

Til ansøgningen skal I også vedlægge en lyd- eller videooptagelse, hvor I spiller sammen. Musikken skal vare 2-4 minutter.

Deadline for ansøgning: mandag den 14. september kl. 12.00.
Ansøgningen sendes til: morten.lundsby@egekom.dk

Undervisningen

I vil få undervisning i relevante emner, som I selv er med til at definere. Undervisningen varetages af et fokuslinjelærerteam, der dækker fagligt bredt: Genremæssig alsidighed. Erfaring med musikalsk skaben. Erfaring med indspilning og mix af musik. Erfaring med musikdistribution. Akkompagnement. Arrangement. Erfaring med forskellige koncertformater.

Teamet vil i starten af sæsonen i samarbejde med de optagne grupper og fokuslinjekoordinator aftale, hvordan lærertimerne bruges, og teamets kompetencer bedst bringes i spil til gruppernes fordel. Der holdes en opstartsworkshop med alle de optagne grupper og lærerteamet i starten af september, hvor vejlednings-/undervisningsbehovet defineres. Det må forventes, at nogle ting skal aftales og justeres i løbet af sæsonen, og alt behøver ikke være aftalt fra starten. Fokuslinjelærerteamet samarbejder tæt med elevernes instrumentallærere.

Fokuslinjekoordinator indgår i lærerteamet, og deltager i undervisningsaktiviteter efter behov. Videokonferencer (fx Zoom) kan bruges, hvor det er formålstjenligt til møder, sparring og undervisning.

Retningslinjer for Fokuslinjen sæson 2020/2021.