Skip to main content Skip to footer

Lærere

Thomas Mehr

Jeg er født i 1968, og har undervist i olietønder og steelband siden 1991 i dels Gladsaxe og Helsingør Musikskole. Jeg underviser stadigvæk i Hillerød Musikskole, hvor jeg startede i 1992. Som elev i Gladsaxe Musikskole, var jeg med da det første steelband startede i Danmark i 1979, og har spillet og beskæftiget mig med olietønder og steelband lige siden. Da der ikke findes en officiel uddannelse i steelband i Danmark, har jeg selv opbygget min viden om olietønder, steelband og rytmer, percussion og trommesæt, som jeg også spiller på. Udover en masse privatundervisning og kurser, har jeg en 3 årig efteruddannelse som sammenspilslærer fra DMpF, samt en lille folkeskolelærer uddannelse i musik og specialpædagogik fra 2013. Jeg har også undervist i musik i folkeskolen, og har udviklet et bogstavlydskoncept for børn som skal lære at læse, der hedder Ordstrømmen. Her lærer børnene bogstavernes lyde på en sjov måde med musik og bevægelse.

I Hillerød Musikskole har jeg opbygget en velfungerende steelband afdeling med mange steelbands på forskellige niveauer og alderstrin. Det mest kendte er Hot Pans Steelband, som har eksisteret siden 1991/1992, og har spillet mange forskellige steder i Danmark. Bandet har tidligere vundet Danmarksmesterskabet i steelband 2 gange, og har også deltaget i konkurrencer i udlandet.

Næsten al min undervisning i olietønder er sammenspilsbaseret. Det betyder at jeg kun bruger numre, som bliver brugt til sammenspil med andre. Derfor er det også vigtigt for mig, at man hurtigt kommer til at spille sammen med andre i et steelband i musikskolen. I starten foregår undervisningen som udenadslære, og nodekendskab kommer først senere, og fylder ikke så meget. Det vigtige er at man i sammenspillet lærer at lytte til hvad de andre spiller, og får ens eget spil til at passe sammen med det. I den forbindelse synger jeg rigtig meget i undervisningen til indlæring af melodier (ikke skønsang og tekster) og bruger bevægelse til indlæring af rytmer.


Underviser i:

Olietønder og steelband

Læreplan:

Thomas Mehrs læreplan for steelpans/olietønder


Kontakt:

Telefon: 25142501